Brug appen Ejerskifte, når du handler bil privat

Når du handler bil privat, skal køber skifte ejer på bilen indenfor 4 hverdage. Motorstyrelsen har lanceret appen Ejerskifte, som gør det hurtigt, let og sikkert at handle bil privat.

Når en person sælger sin bil, er det køber, der har ansvaret for at omregistrere eller afmelde køretøjet, så køber bliver registreret som bilens nye ejer i Motorregisteret.

Det er lovpligtigt at omregistrere bilen, og køber skal gøre det indenfor 4 hverdage fra købet. Indtil køretøjet er omregistreret, skal sælger betale afgifter og ansvarsforsikringer på bilen.

Motorstyrelsen har lanceret appen Ejerskifte, som gør det nemt at foretage omregistreringen samtidig med bilhandlen. 

Sådan skifter du ejer i appen Ejerskifte

Det tager kun få minutter at gennemføre en omregistrering. 

  1. Først skal sælger og køber begge downloade appen Ejerskifte.
  2. Så skal sælger vælge det køretøj, han vil sælge, og danne en kode, som deles med køber.
  3. Køber indtaster koden og starter omregistreringen.
  4. I forbindelse med omregistreringen vælger køber sit forsikringsselskab.
  5. Til sidst betaler køber et gebyr for omregistreringen og står nu registreret som bilens nye ejer i Motorregisteret.

Hent appen Ejerskifte

App Store   Google Play.

Ejerskifte virker på Android-telefoner med Android version 7 og nyere samt på iPhones med iOS 13 og nyere. Hvis dit styresystem er ældre end de nævnte, kan du opdatere det og hente appen. Det er dog muligt, at du ikke kan opdatere styresystemet, hvis du har en ældre mobiltelefon.

Du kan stadig foretage en omregistrering via en computer i Motorregisteret, som tilgås ved at logge på TastSelv på skat.dk.

Omregistrering kan også foretages i Motorstyrelsens motorekspeditioner eller ved en nummerpladeoperatør. Find nærmeste nummerpladeoperatør på skat.dk.