Gå til indhold

Emily Seelk

Som kontorelev i Motorstyrelsen kommer du rundt i flere afdelinger, så du får et bredt indblik i vores arbejde. Uddannelsen tager 2 år og veksler mellem skoleforløb og praktik i Motorstyrelsen.
Emily Seelk

Hvilke opgaver består dit job af? 

Som kontorelev kommer du rundt i flere afdelinger. Jeg har blandt andet været i to sagsbehandlingsafdelinger.

I Sagsbehandling I Ekspedition sad jeg primært med udenlandske registreringsattester og udlevering af registreringsattestkoder til virksomheder, der må håndtere nummerplader på Motorstyrelsens vegne, og som ikke var i besiddelse af den danske registreringsattest.

I sagsbehandling IV Visitering har jeg blandt andet siddet med eksport af køretøjer i forbindelse med udbetaling af eksportgodtgørelse, som er en delvis refusion af registreringsafgiften, man kan få, når man eksporterer et køretøj. Jeg har også kontrolleret dokumentation, som vi har modtaget fra virksomheder og borgere, der viser, at deres køretøj er udført af Danmark, enten i forbindelse med salg til eksport eller flytning til udlandet.

Derudover har jeg også arbejdet med visitering af sager på import af køretøjer i forbindelse med, at der skal betales registreringsafgift. Her sikrer jeg mig, at køretøjerne opfylder visse kriterier, før jeg sender sagen videre til værdifastsættelse, som vurderer, hvad et køretøj er værd.

Hvad er det bedste ved dit arbejde? 

Det bedste ved mit arbejde er, at jeg har nogle vildt søde og dygtige kollegaer. Vi har et afslappet forhold til hinanden og er gode til at udnytte hinandens evner. Hvis man støder på udfordringer eller bliver i tvivl om noget, er der altid en klar til at hjælpe. Jeg synes også, at man får lov til at udvikle sig. Både fagligt og personligt. Hvis man ønsker mere ansvar, er det ofte muligt at komme på en ny opgave med nye udfordringer.

Hvad består din uddannelse af?

I 2020 blev jeg færdig med min EUX-Business, og som en del af uddannelsen valgte jeg at tage 2 år som kontorelev i Motorstyrelsen i offentlig administration. I tiden som elev kommer man rundt i forskellige afdelinger i organisationen, så man får prøvet så meget forskelligt som muligt. I løbet af elevtiden er man også på 3 skoleophold sammen med de andre elever i Motorstyrelsen, hvor hvert ophold er på 4 uger ude på Aalborg Handelsskole. Derudover kan man tilvælge flere valgfag.

I slutningen af elevtiden skriver man en fagprøve. Det er den afsluttende prøve for kontoruddannelsen. Her skal man som elev arbejde med en problemstilling på sit praktiksted og aflevere en skriftlig projektrapport, som man skal til eksamen i.

Hvordan er det at være kontorelev i Motorstyrelsen? 

Som kontorelev i Motorstyrelsen, får man lov til at have indflydelse og ansvar. Man bliver behandlet på lige fod med ens kollegaer, og man føler, at man er en del af ”holdet”. Jeg kan helt klar anbefale andre at blive elev i Motorstyrelsen.

Hvorfor søgte du til Motorstyrelsen?   

Jeg snakkede med en daværende elev i Motorstyrelsen i forbindelse med jobdating ude på Aalborg Handelsskole. Hun talte rigtig godt om Motorstyrelsen og fortalte, at hun var rigtig glad for at arbejde her. Det gjorde mig nysgerrig, så jeg søgte om at blive elev her, fordi jeg kunne se mig selv i organisationen. Derudover har jeg de senere år haft lidt interesse for biler, blandt andet fordi jeg har flere i familien, der er mekanikere. Så det at arbejde i Motorstyrelsen ville også være en måde for mig at arbejde med biler på.

Hvad fortæller du naboen om dit arbejde?

Jeg oplever tit, at folk ikke helt ved, hvad Motorstyrelsen laver. Så jeg fortæller dem typisk om nogle af de arbejdsopgaver, jeg sidder med, og at det er en spændende arbejdsplads, der hele tiden er i udvikling. Jeg har gode kollegaer, og der er plads til at kunne være sig selv. Jeg fortæller også, at der findes mange forskellige arbejdsopgaver i organisationen, så der er stor mulighed for at udvikle sig.