Afmelding, salg eller eksport

Hvordan eksporterer du en bil? Se videoen nedenfor og find ud af, hvordan du gør.

Når du ikke længere skal benytte din bil, kan du afmelde, sælge eller eksportere den til udlandet. Du kan fx afmelde bilen, hvis du kun bruger den i en begrænset periode, fx i sommermånederne. Du kan afmelde din bil hos en af Motorstyrelsens ekspeditioner eller hos en privat nummerpladeoperatør.

Hvis du sælger din bil, kan du omregistrere den med appen Ejerskifte eller på Motorregistrets hjemmeside. Du kan også sælge din bil til udlandet, og her kan du søge om at få en del af registreringsafgiften tilbage (eksportgodtgørelse). Se i videoen, hvordan du søger om eksportgodtgørelse.

Ordforklaringer og relevante links fremgår længere nede på siden.

Få styr på, hvordan du afmelder, sælger eller eksporterer din bil

Ordforklaringer

  • Eksportgodtgørelse

    Registreringsafgiften er det, du betaler for at bruge din bil på de danske veje i hele bilens levetid. Hvis du flytter ud af landet eller sælger bilen til en udenlandsk køber, kan du få noget af registreringsafgiften tilbage, når bilen har forladt Danmark.

  • Nummerpladeoperatør

    En nummerpladeoperatør er typisk en synshal eller forhandler, som har lov til at udlevere nummerplader på vegne af Motorstyrelsen.

    Synshaller har alle typer af nummerplader på lager.

    Bilforhandlere har kun nummerplader på lager til de typer af køretøjer, som de sælger.

    Nummerpladeoperatørers gebyr for køb af nummerplader, omregistrering og afmelding kan variere.

    Du kan finde nærmeste nummerpladeoperatør på skat.dk.

  • Udvidet registreringssyn

    Det udvidede registreringssyn (registreringssyn og toldsyn) skal bekræfte, at de biler, som bliver importeret, er i registreringsklar stand (kan godkendes ved syn), og at standen (vedligeholdelsesstanden) på bilen er angivet korrekt hos Motorstyrelsen.

    Synshallen sørger også for at registrere bilen i Motorregistreret med de korrekte oplysninger. Det er med til at sikre, at den registreringsafgift, der skal betales for bilen, beregnes på et korrekt grundlag.