Forpligtelser
Før du køber eller leaser en bil, er det vigtigt, at du er opmærksom på de forpligtelser og udgifter, der hører med til at have en bil. Det kan du læse mere om her.
Når du køber eller leaser en bil skal du bl.a. regne med disse forpligtelser og udgifter:
- Ansvarsforsikring – I Danmark er det et lovkrav, at du har en ansvarsforsikring til din bil. Ud over ansvarsforsikring er der også andre forsikringer, som kan være en god ide at have, fx en kaskoforsikring.
- Periodiske afgifter – Hvert halve år modtager du et digitalt brev fra Skattestyrelsen (fx i din e-Boks eller på borger.dk) med en opkrævning af periodisk afgift. Er du ikke tilmeldt digital post, sendes opkrævningen med posten. Bliv klogere på de periodiske afgifter her.
- Periodisk syn – En ny bil skal til periodisk syn første gang, når den fylder fire år. Herefter skal den til periodisk syn hvert andet år. Periodisk syn er obligatorisk, og bilen bliver her kontrolleret for fejl og mangler, der kan påvirke vores miljø og sikkerheden på vejene. Hvis bilen ikke går fejlfrit gennem synet, kan du komme til at betale for at rette op på fejlene. Find nærmeste synshal og læs mere om syn på Færdselsstyrelsens hjemmeside (fstyr.dk).
- Service – Mellem de periodiske syn kan det for nogen være en god ide at få bilen serviceret. Det kan du vælge at gøre selv eller få gjort på et autoværksted. På et autoværksted kan de bl.a. hjælpe dig med at sikre den korrekte oliestand, og at bremserne virker, som de skal.
- Uforudsete udgifter – Der kan også komme uforudsete udgifter, når du har en bil. Det kan fx være, hvis du får skader på din bil.
- Gæld – Inden du køber en brugt bil – både privat og ved forhandler – er det en god ide at tjekke, om der er gæld i bilen. Gælden følger nemlig bilen, og bilen kan derfor blive en dyrere fornøjelse for dig, end du måske havde regnet med. Hvis du overtager en sådan gæld, og du ikke ønsker at betale den, så kan kreditor (dem, der har lånt pengene til den tidligere ejer) komme og hente bilen. Du kan finde ud af, om der er restgæld i en bil ved at indtaste stelnummer, cvr-nummer eller fuldt navn og fødselsdagsdato i Bilbogen på tinglysning.dk.
Ordforklaringer
-
CO2-ejerafgift
Hvis din bil er registreret første gang 1. juli 2021 eller senere, skal du betale CO2-ejerafgift.
CO2-ejerafgiften beregnes ud fra, hvor mange gram CO2 bilen udleder pr. kilometer.
CO2-ejerafgift kaldes også en løbende afgift eller en periodisk afgift.
Du modtager typisk halvårligt en opkrævning på den løbende afgift i din e-Boks eller på borger.dk. Er du ikke tilmeldt digital post, sendes opkrævningen med posten.
-
Forsikring (forsikringsaftale)
Alle biler skal som minimum være dækket af en ansvarsforsikring.
Forsikringen dækker for omkostninger til udbedringer af skader, du påfører et andet køretøj, en person eller tredjemands ejendom, fx hvis du bliver involveret i en trafikulykke.
Du kan udvide din ansvarsforsikring med en kaskoforsikring, som dækker omkostninger til udbedring af skader på din egen bil, hvis du fx beskadiger den ved en ulykke.
-
Grøn ejerafgift
Hvis din bil er registreret første gang mellem 1. juli 1997 og 30. juni 2021, skal du som hovedregel betale grøn ejerafgift.
Grøn ejerafgift beregnes ud fra, hvor langt bilen kører pr. liter brændstof. Jo længere den kører, jo billigere bliver den grønne ejerafgift.
Grøn ejerafgift kaldes også en løbende afgift eller en periodisk afgift.
Du modtager typisk halvårligt en opkrævning på den løbende afgift i din e-Boks eller på borger.dk. Er du ikke tilmeldt digital post, sendes opkrævningen med posten.
-
Synshal
En synshal er en virksomhed, som udfører teknisk kontrol af fx en bil for at sikre, at den kører sikkert.
-
Vægtafgift
Hvis din bil er registreret før 1. juli 1997, skal du betale vægtafgift.
Vægtafgift bliver beregnet ud fra bilens vægt. Jo tungere bilen er, jo højere bliver vægtafgiften.
Vægtafgift kaldes også en løbende afgift eller en periodisk afgift.
Du modtager typisk halvårligt en opkrævning på den løbende afgift i din e-Boks eller på borger.dk. Er du ikke tilmeldt digital post, sendes opkrævningen med posten.