Gå til indhold

Taxier, leasingkøretøjer og mandskabsvogne blev tjekket ved kontrol i Holstebro

Motorstyrelsen ser nærmere på hver fjerde sag.

Motorstyrelsen var med, da Midt- og Vestjyllands Politi i sidste uge gennemførte kontrol i forskellige byområder i Holstebro.

Det er langtfra første gang, at de to myndigheder udfører fælles kontroller, hvor politiet tager sig af de politimæssige sager, og Motorstyrelsen tager sig af køretøjer og afgifter.

Kontrollen fandt sted i uge 44, torsdag 3. november. Motorstyrelsens fokus var at kontrollere, om der er betalt korrekte registreringsafgifter af køretøjerne.

I alt blev 41 køretøjer kontrolleret af Motorstyrelsens folk, og i lidt over en fjerdedel af tilfældene vil Motorstyrelsen gå videre med sagen. Ejerne risikerer at skulle efterbetale større beløb i afgift.

- Motorstyrelsens medarbejdere undersøger nu nærmere, om ejerne af køretøjerne skal efteropkræves registreringsafgift, siger underdirektør Claus Holm fra Motorstyrelsen.

De problemstillinger, som Motorstyrelsens folk typisk støder på i forbindelse med kontroller, kan være:

Leasingbiler, som bilisten har leaset gennem et leasingselskab. Her har leasingselskabet ansvaret for at betale den månedsvise registreringsafgift. Fokus er her at sikre, at leasingselskabet betaler den korrekte registreringsafgift af køretøjet.

Mandskabsvogne, der bruges til transport med arbejdsmæssigt formål af eksempelvis håndværkere. Mandskabsvogne er fritaget for registreringsafgift og må ikke anvendes til private formål.  Sker det alligevel, risikerer ejeren efterbetaling af den fulde registreringsafgift.

Taxier, der også er fritaget for registreringsafgift. De må heller ikke anvendes til private formål. Sker det, risikerer ejeren efterbetaling af den fulde registreringsafgift.

Udenlandsk indregistrerede køretøjer, hvor ejeren som udgangspunkt skal betale registreringsafgift og periodiske afgifter inden for 30 dage, hvis vedkommende bosætter sig i Danmark.

Motorstyrelsen blev etableret 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Det er Motorstyrelsens opgave at sikre, at alle motorkøretøjer er registreret korrekt, og at værdifastsættelse og afgiftsberegning sker på et ensartet og gennemskueligt grundlag. Motorstyrelsen har hovedkontor i Aalborg og beskæftiger omkring 400 medarbejdere.

Yderligere oplysninger:

Journalister: 72 22 15 00

presse@motorst.dk